top of page

Større sammenhængende landskaber

Ifølge planlovens regler for reduktion af Større sammenhængende landskaber skal kommunen godtgøre, at landskabet ikke længere er beskyttelsesværdigt.

Dette har forvaltningen forsøgt argumenteret for i "Kommuneplan 21" som skriver
"Den private ejendom Sørupvej 23 som ligger direkte op til golfbanen, indeholder dog ikke de samme værdier
med åbenhed og let tilgængelighed, da området er indhegnet og omkranset med levende beplantning.
Det vurderes at udtagning af matriklen ikke forringer oplevelsen af Større sammenhængende landskaber, men
ved en ny anvendelse er det muligt at skabe en klart defineret overgang mellem Sørup og det sammenhængende landskab og samtidig sikre nem adgang for Sørups beboer ud i landskabet.
Oplevelsesværdien af landskabet og de landskabelige sammenhænge, som karakterisere karakterområde LKO 9, vurderes således ikke at blive påvirket negativt ved at udtage Sørupvej 23 af udpegningen af Større sammenhængende landskaber."


Denne vurdering er vi i borgergruppen i Sørup absolut ikke enige i. Rent visuelt falder matriklen på Sørupvej 23 ind i samme visuelle helhed som de bibeholdte hegn og små stykker højt græs på golfbanen. Forvaltningen skriver at området er indhegnet og omkranset med levende beplantning, men her skal bemærkes at indhegningen består af små lave stolper og trådhegn der næsten er usynlige mellem det høje græs, så øjet kan fortsætte uforstyrret med lange kig i landskabet.
Matriklen er ikke omkranset hele vejen rundt af træer, for både de direkte naboer på Poppelvej og Lindevej kan se direkte fra deres haver ud på naturområdet, ligesom at man fra golfbanen kan kigge direkte ind over naturarealet på grunden.

I Fredensborg Kommunes egne retningslinjer står der i øvrigt:
"Landskabets karakter skal beskyttes ved at indpasse ændret arealanvendelse, tekniske anlæg og nyt byggeri under hensyntagen til landskabets karakter, identitetsgivende træk og landskabsoplevelse, herunder skala, visuelle sammenhænge samt eksisterende beplantnings- og bebyggelsesstruktur.

I de værdifulde landskaber skal der generelt tilstræbes størst mulig adgang og mulighed for oplevelse af landskabsværdierne. Den almene adgang kan dog begrænses inden for områder, der er særligt sårbare."


Vi mener derfor at det er fuldt ud i orden at adgangen til området er begrænset af trådhegn, da denne del af landskabet fungerer som et nødvendigt åndehul for dyrelivet på egnen.

sammenhængende landskaber.jpg

Nationalpark
Konger­nes Nord­sjælland

Nationalpark Kongernes Nordsjælland er en dansk nationalpark, der blev indviet den 29. maj 2018. Nationalparken omfatter nogle af landets artsmæssigt mest mangfoldige løvskove, blandt andet Gribskov, men også Esrum Sø og Arresø.

Landsbyen Sørup er omkranset af nationalparken på alle sider.

Derudover ligger Sørup også helt tæt på Natura 2000 områder der ved EU-lov er betegnet som områderne der skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene.

kongernes-nordsjaelland.png
bottom of page